Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Børnenes Verden

Børnenes hverdag er bygget op om nogle faste rammer, så de altid ved, hvad der skal ske. Men der er selvfølgelig altid mulighed for, at vi griber en idé, der opstår i hverdagen.

Dagens gang for vuggestuen og udflytterbørnehaven er på mange måder den samme - med undtagelse af, at børnehavebørnene starter og slutter dagen med en bustur.

Morgen

Vi åbner kl. 7.15 og starter dagen sammen på en fast stue. Allerede omkring 7.30 går børnehavebørnene ned i deres lokale "opsamleren", hvor de leger lidt, inden de tager overtøj på og går over mod bussen. Det er også mulighed for at aflevere henne ved bussen.

I vuggestuen fordeler vi os ud på vores stuer ved 8-tiden, og herefter holder vi samling og får en bid mad.

Børnehavebørnene tager sammen bussen til Mørkhøj, hvor de ankommer omkring kl. 9. Når vi er landet på vores stuer, får vi et stykke frugt, så vi er klar til dagens strabadser.

Formiddag

Formiddagen går med planlagte pædagogiske aktiviteter - både i vuggestuen og børnehaven.

Vi deler os op i faste små grupper, som er sammensat ud fra børnenes udvikling og relationer. Det gør, at vi kan tilpasse aktiviteterne til børnenes behov og være mere nærværende, end når hele stuen er samlet.

Middag

Vuggestuen spiser frokost kl. 10.30, så der er god tid og ro omkring måltidet, inden børnene skal sove.

Børnehaven holder som regel en samling inden frokosten, hvor de lander på stuerne efter formiddags aktiviteter, får ro på og synger en sang eller hører en historie. De spiser frokost kl. 11.

Vi spiser også frokost i små grupper, og vi får lækker mad, som vores kokke laver til os. I udflytterbørnehaven spiser storebørnsgruppen udenfor det meste af året - selvfølgelig ikke i de allerkoldeste vintermåneder.

Efter frokost bliver de børn, der skal sove, puttet til lur. Resten går som regel udenfor og leger.

Eftermiddag

Eftermiddagen går med leg og aktiviteter - ofte ude på legepladsen, men også gerne inde på stuerne afhængigt af vind og vejr.

Vi får eftermiddagsmad ved 14-tiden,  eller efterhånden som børnene vågner fra lur.

Herefter gør børnehavebørnene klar til at tage bussen tilbage til Vesterbro. De er tilbage i byen omkring kl. 15.30. De børn, som ikke bliver hentet ved bussen, går med tilbage til huset og leger.